Forløbet På farten er opkaldt efter det andet temakapitel i elevbogen. Her er fokus rettet mod menneskets rejser; i fortid, nutid og fremtid.

I På sporet af historien, 3. klasse blev eleverne bedt om at forholde sig til menneskers færd og flytninger ud i verden. Dengang var fokus lagt på udveksling af varer og viden: Fx nye redskaber der bidrog til udviklingen af landbruget og hjælp til at håndtere og bearbejde bronze til redskaber, smykker, våben mm. I 4. klasse udvides spektret til at omfatte ufrivillige rejser forårsaget af tvang, sygdom, krig og ændringer i klimaet. Formålet er, at lade eleverne reflektere over, hvad der sker, når større grupper af mennesker af forskellige årsager må bryde op.

Sidst i kapitlet skal eleverne lære om Hunnerkongen Attila, som i nogle historiske sammenhænge bliver udråbt som årsagen til Folkevandringstiden. Historien er givetvis mere nuanceret end som så, men fortællingen om, hvordan én mand lykkedes med at skabe så store ændringer i Europa er interessant nok og værd at lade eleverne undre sig over.