Guld, 5. klasse-stort

Kapitlet Guld! er et temakapitel, hvor eleverne arbejder med metallet guld og løbende forholder sig til guldets værdi i sig selv og som motor for forskellige historiske begivenheder, myter, legender og orddannelser som fx guldfeber og guldjægere. Formålet med indholdet er at få eleverne til at reflektere over guld som et ædelmetal, der igennem mange tusinde år har samlet mennesker om en sag og samtidig forvoldt voldsomme overgreb mod hele kulturer – i jagten på guld og mere guld. I løbet af kapitlet skal eleverne bl.a. lære, hvor guld kommer fra, hvad det er blevet brugt til igennem tiderne, og hvor langt tilbage i tid guld trækker (blodige) spor. De skal også lære om nogle af de fortællinger, der knytter sig til guld, hvor bl.a. myten om El Dorado er et godt eksempel på, hvad en delvis sand historie om store rigdomme kan lokke mennesker til at gøre. Myten om El Dorado og spanierne hænger tæt sammen med næste kapitel, hvor eleverne skal lære om to af de store indianerkulturer i Amerika – mayaerne og aztekerne – og spaniernes erobring af indianernes områder. Sidst i kapitlet skal eleverne reflektere over og forholde sig til guld i dag. Det indebærer bl.a. en etisk overvejelse om nutidens guldgravere, som i mange tilfælde er børn på samme alder som eleverne.

I løbet af kapitlet skal eleverne arbejde med en reklame som kilde. Målet er at få eleverne til at reflektere over, hvordan guld og guldgravere eksplicit bruges til at reklamere for et handelsskib, og hvad en kilde som den pågældende kan fortælle os om guld, om livet som guldgraver og om guldets aftryk på historien.