Columbus, 5. klasse-stort

I kapitel 7 skal eleverne arbejde med kanonpunktet Christoffer Columbus. Her skal de bl.a. omkring hans historie, som den begynder i Genova, og følge ham på de i alt fire rejser mod Asien og Indiens fristelser. De skal også møde det spanske kongepar igen (det første møde var i kapitlet Den arabiske verden), og de skal lære, hvor vi har vores viden om Christoffer Columbus fra. Endelig skal eleverne præsenteres for myten om, at de fleste på Christoffer Columbus’ tid troede, at jorden var flad. Formålet med dette afsnit er at eksemplificere endnu en historisk myte for eleverne samt fremlægge de fakta, historikerne bruger i deres argumentation, når de henviser til fortællingen som en myte og ikke historiske kendsgerninger. Afsnittet giver både eleverne en indsigt i periodens vid og verdensforståelse og formidler historikernes særlige arbejdsmetoder, hvor viden forskellige steder fra samles til en forsvarlig tolkning.

I løbet af kapitlets afsnit skal eleverne omkring en del forskellige øvelser, der både er orienteret mod den historie, de får fortalt, og mod deres evne til at sætte sig ind i de udfordringer, Christoffer Columbus og hans mandskab løb ind i undervejs på deres rejser – og ved deres hjemkomst. De skal også arbejde med to kilder – et sprogligt bearbejdet udsnit af Peter Martyrs beskrivelse af Columbus’ hjemkomst efter den 1. rejse og et maleri, der illustrerer hjemkomsten – og er malet 350 år efter begivenheden fandt sted.