Mayaer og aztekere, 5. klasse-stort

Kapitel otte handler om de to indianerkulturer, mayaerne og aztekerne, som nok i tid peger tilbage i forhold til den kronologi, som elevbøgerne er organiseret efter, men som bliver genstand for en europæisk opmærksomhed efter Columbus’ opdagelsesrejser. Den røde tråd er derfor spaniernes indtog i Amerika i begyndelsen af 1500-tallet, mens eleverne inden da får fortalt historien om indianerne, deres rige, kultur og religion. Her skal de bl.a. lære om myten om Den fjerklædte slange, som også er historien om en forudsigelse af Hernan Cortés ankomst til aztekernes rige.

I de opgaver, eleverne skal arbejde med, er bl.a. en undersøgelse af ruinbyen Chizten Itza, en øvelse i at placere indianernes historie – dvs. oprindelse og endeligt på en tidslinje – samt refleksioner omkring indianernes voldsomme menneskeofringer. I det kildearbejde, som kapitlet også lægger op til, skal eleverne arbejde med en statue af Hernan Cortéz samt et digt fra omkring år 1528.

Formålet med kapitlet er bl.a., at eleverne får kendskab til andre kulturer end de europæiske i perioden Middelalder, at de får en bevidsthed omkring verdensudsynet, magt, erobringer og imperialisme, og at de forstår, hvorfor kilderne fra tiden formidler forskellige oplevelser af spaniernes adfærd i Amerika. Endelig er det et mål at give eleverne en forståelse af aztekerrigets interne splid som en væsentlig faktor for spaniernes relativt lette erobring af området.