Handel, 5. klasse-stort

Kapitel 3 er et temakapitel og formidler handlens historie. Omdrejningspunktet for indholdet er rundet af det første afsnits afsluttende problemstilling, hvor eleverne møder spørgsmål som: Hvorfor begyndte mennesker at handle med hinanden? Hvad betyder fortidens handler for den verden, vi kender i dag? Hvordan kan vi vide, hvornår de første handler mellem Danmark og udlandet fandt sted? Svarene får eleverne i løbet af elevbogens tekster, hvor de løbende skal bearbejde stoffet og bl.a. knytte og perspektivere deres viden til kilden By fra Middelalderen – Køln. Byer og udviklingen af storbyer er særligt stort i Middelalderen og hænger tæt sammen med kapitlets titel: Handel og handelsveje.

For at kunne forklare, hvordan handlen har udviklet sig gennem tiden, skal eleverne forstå, hvordan de handlende fik fragtet deres varer fra A til B, og hvilke tiltag der lettede transporten og muligheden for at sende større mængder afsted. Sidst i kapitlet bliver eleverne præsenteret for den relativt nyopdagede handelsrute Glasvejen med start i Mesopotamien (verdens første landbrug, som eleverne lærte om i 3. klasse) og slut i Struer i Jylland. Glasvejen bliver af fagfolk vurderet til at være omkring 1000 år ældre end Silkevejen, som blev behandlet i kapitlet om Kina i 4. klasse.

Formålet med kapitlet er bl.a., at få eleverne til at reflektere over handel som et forhold, der knytter verdens lande tæt sammen i fortid, nutid og fremtid. I det arbejde ligger også et mål om at lade dem overveje mulige konsekvenser af ikke-handel, dvs. hvad det konkret ville betyde for den enkelte elevs hverdag, hvis den udelukkende bestod af danskproducerede varer.